tirsdag den 22. juli 2014

New love + nyopdaget vidunderbutik



Som altid når jeg er på besøg hos mine forældre i en længere periode, er voksen-Miriam forsvundet og teenage-Miriam dukket op. Ugh. Teenage-Miriam er sådan en needy, uselvstændig kælling. Moder virker til gengæld godt tilfreds med at have hende hængende, og der er derfor faldet en del gratis ting af, når vi har været på tur i de randrusianske butikker. Det er både voksen- og teenage-Miriam naturligvis skamløst tilfredse med.

De fleste ting er nok næppe så interessante for jer, (med mindre I har en sjælden fetisch for genbrugsfund som ildfaste fade og gamle kogebøger?) så dem skal I nok slippe for at blive spammet med, men der er en enkelt ting, jeg gerne vil fremvise. W7-paletten In the buff, som jeg med stor begejstring erhvervede mig i går. Den er en dupe af Urban Decays überpopulære Naked 2, der normalt går for omkring 350 kroner... Jeg gav en flad halvtredser for den her.

What?! skriger makeup-entusiasterne på den anden side af skærmen. Hvor? Hvordan? Tell me more! Og det skal jeg gøre! Paletten er fra en butik ved navn Normal, som jyderne måske kender. Det er en lidt sær størrelse. De sælger makeup, shampoo, tandpasta og den slags, men også slik, kattemad og håbløst unødvendige, men sjove ting á la Tiger. Priserne er naturligvis den mest fantastisk del, for de er rigtigt rart lave og på den måde kan man nappe masser af typiske pige-afhængigheder som fx tørshampoo fra Batiste, læbepomade fra Eos eller neglelak fra O.P.I. med store rabatter og derfor få råd til endnu mere. Hurra! Derudover har de et skægt udvalg af engelske og amerikanske produkter som fx Dr. Pepper BBQ sauce og Betty Crocker icing. (Måtte holde Amerikanofile-Miriam ret meget tilbage i den sektion.)

Nu roser jeg Normal så meget, at man skulle tro, jeg blev betalt for det, men sådan ligger landet (desværre) ikke. Jeg er bare blevet en lille smule forelsket. Der er dog selvfølgelig et lille aber dabei: På trods af at Normal er en kæde, så findes der i skrivende stund ikke en eneste butik på Sjælland, og det er jeg selv sagt voldsomt utilfreds med. Jeg er dog sikker på, at vi i fællesskab kan få lagt noget pres på hvem end, der står med den slags beslutninger, for lur mig om ikke også mine sjællandske læsere gerne vil opleve denne fantastiske mirakelbutik?

mandag den 21. juli 2014

Shhh... #29



Alle bloggere ved, at når der lige pludselig kommer en stor bunke nye læsere af den ene eller den anden grund, så skal man sørge for at vise sig fra sin allerbedste side det første stykke tid, så de ikke har en undskyldning for at smutte igen. På den front har jeg to rigtig gode våben i mit arsenal: Frank og hemmeligheder. Og nu hvor jeg flashede Frank i går, så får I hermed nogle slibrigheder... ;)

(Husk at I selv kan bidrage (helt anonymt) til festlighederne lige her.)



Min første tanke var noget med en tur til Hawaii, så jeg tror, det er meget fint, jeg ikke hører til din vennekreds. Folk er røvhuller. Undertegnede inklusiv.

søndag den 20. juli 2014

Jeg er jo Bridget Jones #139



Frank på sommerfuglejagt. (Så de nye også kan forelske sig i ham.)

1. Forleden var der i mit kommentarfelt en, der skrev, at jeg har gjort det "respekteret og lidt sejt at være kattedame," og jeg ved ikke, om jeg nødvendigvis tror på det, men det er ikke desto mindre et af de allerstørste komplimenter, jeg har fået i mit liv. Crazy (og nu tilsyneladende også trendy) cat ladies unite!

2. Et enkelt lille shoutout fra Mette Marie, og pludselig væltede det ind med nye læsere. Og hvad var det førstel, de så? Et tudeindlæg, hvor jeg råbte op om, hvor utilstrækkelig jeg har en tendens til at føle mig. Skidegod start. (Men velkommen til ikke desto mindre!)

3. Det gik også lidt for sent op for mig, at det indlæg let kunne læses som et af de der typiske bloggerindlæg, der er slet skjult fisken efter komplimenter. Og selvom jeg jo ganske vist er en hund efter ros, så sværger jeg ved alt, der er helligt (Frank og Jomfru Maria og den slags), at pointen virkelig var at demonstrere, at man godt kan have en pæn håndfuld læsere og stadig være i tvivl om, hvorvidt man kan finde ud af det der med at blogge.

4. Ting jeg har lavet den sidste uge, mens jeg har været på Jyllandsferie hos de gamle:
  • Brugt nogle af Frodes penge.
  • Spist gratis mad.
  • Spillet Candy Crush.

5. I går aftes lå jeg i min seng og så Predators, som for de uindviede handler om store, klammo alienting, der jagter mennesker for sjov. Og så var det, at verdens største edderkop besluttede sig for at kravle op fra bagved sengen, og jeg havde svært ved at finde ud af, om jeg skulle skrige eller tisse lidt i bukserne.

6. I går var også dagen, hvor vi fik besøg af Tenna - en meget gammel, meget tyk labradorlignende størrelse, min mor skal hundesitte nogle dage. Og da vovhunden opdagede stakkels, intetvidende Frank, gøede hun lystigt, og Frank fik et chok og løb sin vej og kom ikke tilbage. Så jeg tilbragte naturligvis det meste af natten med at tusse rundt ude på en øde villavej i Randers, mens jeg raslede med en bøtte godbidder og hviskeråbte efter ham. (Det lykkedes til sidst. Eureka!)

7. Jeg har syv negelakker med til Randers, og det er 1) ikke nok og 2) de forkerte farver. Det går mig meget mere på, end det burde. #firstworldproblems

8. Forleden foreslog min fader glad, at jeg da skulle skrive et indlæg på bloggen om hele Israel-Palæstina-situationen. Nopenopenopenopenopenopenopenopenope.

9. Fik i går en mail fra et firma, der vil have mig til at reklamere for bildele. Jeg har ikke en bil. Jeg kører bil max en gang om året. Jeg er ikke god til det. Kend din målgruppe, PR-menneske.

fredag den 18. juli 2014

Den pokkers usikkerhed



Jeg kender meget få mennesker, der brager igennem livet med uanede mængder selvtillid. De fleste af os kæmper lidt med det der med at være god nok. Det er jo temmelig deprimerende, hvis man tænker over det: Uanset hvor god du er til noget, så er der med overvældende stor sandsynlighed nogen, der er bedre til det end dig.

Sådan er det også på blogfronten. De sidste par måneder har bloggen stormet frem, og det gør mig stolt og glad (og en lille smule forvirret), at der er så mange mennesker, der vil høre på, hvad jeg nu bralrer op om. Men det gør mig også helt automatisk hamrende paranoid omkring, hvorvidt jeg nu er i stand til at leve op til forventningerne. Der er selvfølgelig nogle ting, der er så inkarneret en del af bloggen, at jeg aldrig sætter spørgsmålstegn ved dem. Jeg holder aldrig op med at pege fingre af mig selv. Jeg holder aldrig op med at Frank-spamme. Og jeg holder aldrig op med at diskutere det sære, sære fænomen, der er blogland. Jeg får tit skudt i skoene, at jeg hænger folk ud, og det undrer mig hver gang. Jeg vil altid se blogging som en branche og blogs som produkter, og for mig er det ikke anderledes at udtale, at jeg synes fx blackster- eller LCHF-blogs er uinteressante end at sige, at jeg ikke bryder mig om 70'er-rock. Smag og behag. Men den diskussion har vi jo taget. Mange gange. ;)

De faste holdepunkter på bloggen har jeg derfor nogenlunde på plads. Men hvad med alt det andet? Laver jeg nok seriøse indlæg? Laver jeg for mange seriøse indlæg? Er jeg sjov nok? Personlig nok? Laver jeg for mange lister? Er mine indlæg for lange? Er mine billeder okay? Snakker jeg for meget om sko? Skræmmer jeg de børneglade væk med mit antibørneri? Skræmmer jeg modebloghaderne væk med outfit-indlæg? Fremstiller jeg mig selv på en realistisk måde? Kan folk lide mig? Er jeg god nok? Elsk mig, elsk mig, eeeeeeeelsk mig!

De er sære sådan nogle usikkerheder. Jeg kan gå og være helt begejstret og overvældet over, hvor meget bloggen er vokset på det sidste, og så ser jeg en forholdsvis ny blogger flashe et besøgstal, som jeg var flere år om at opnå. Og *puf* så forsvandt al min stolthed. For mit resultat kan jo umuligt være godt, når hendes er så meget bedre, vel?

Jo, selvfølgelig kan det det. Og selvfølgelig kan jeg være god til at lave mad, selvom der er andre, der er bedre, og selvfølgelig kan jeg have pæne øjne, selvom der er andres, der er pænere. Det er så dumt at gå og slå sig selv oven i hovedet, fordi man ikke er perfekt, for det er der jo gudhjælpemig ikke nogen, der er. Ikke at den slags fornuft virker en skid, når man nu er så dejligt pessimistisk indrettet som jeg. Men altså. Nu har jeg besluttet, at lige i dag, der vil jeg ikke tvivle på mig selv. Der vil jeg nyde, at jeg har pæne sko, dejlig kattemis, velfungerende blog og alle jer usandsynligt rare mennesker, der betyder så uendeligt meget mere, end I nogensinde vil forstå.

Massiv solskinsmøsser på alle jeres kinder. Og tak fordi I læser med.

Tip (til de velhavende)



Jeg lå lige i min seng og vindueskiggede sko på nettet, som jeg så ofte gør, da der tikkede en mail ind fra Zalando. De har fødselsdag i dag og giver derfor det næste døgns tid 18% på alle varer. Også dem, der i forvejen er sat ned. Oh, lordy lord, I ved jo hvordan jeg har det med rabatter på rabatter: Det er noget af det allerfineste, verden har at tilbyde! Ergo gik jeg straks i gang med at browse.

Jeg fandt tre mægtig fine kjoler, jeg gerne ville have. Blandt andet yndlingskjolen (som jeg nok skal holde op med at spamme med på et tidspunkt) i blå, for som alle kvinder ved: If you like it, get one in every color! Men ak, da jeg nåede checkout, blev jeg som så mange gange før offer for min egen godtroenhed. For jeg havde ikke læst det med småt. Og der er altid noget med småt. "Det mindste bestillingsbeløb for denne rabatkode er 900 kr.", var der et meget uhøfligt banner, der fortalte mig. Og vil du da så rende mig langsomt. Hvis jeg havde 900 kroner at shoppe for, så havde jeg ligesom slet ikke brug for en rabatkode, vel?!

Jeg fjernede pænt to ud af tre kjoler, men blev så enig med mig selv om, at jeg som trøstepræmie godt måtte få lov til at købe den sidste. Gråmeleret, viskose, A-line skirt, elastiktalje - de kunne lige så godt have spraymalet mit navn henover den, og til 229 kroner, så skulle man da være et skarn, hva'?

Skulle nogle af jer nu reelt have 900 kroner at smide efter Zalando og deres rigmandstilbud, så er koden ZALABRD2Y, og den gælder som sagt kun i dag. (Min udkårne fås i øvrigt her.)

torsdag den 17. juli 2014

Sommerlæsning



Alright, som lovet hermed nogle bud på rarhedsbøger til at fordrive sommeren med. Jeg har forsøgt at dele dem lidt op stilmæssigt, så det er lettere at hitte rede i, hvilke bøger kunne være noget for en. Jeg foretrækker generelt at læse bøger på deres originalsprog (hvis jeg vel at mærke taler det), men langt de fleste af disse romaner fås naturligvis også på dansk.

Chick lit

Nu fandt jeg jo så ud af, at krimier ikke fungerer for mig, når det kommer til det, der med et fancy ord hedder eskapisme, men til gengæld er jeg svært begejstret for chick lit i alle afskygninger. Mine favoritter inkluderer:

Helen Fielding: Bridget Jones (1+2). Selvfølgelig. Vil nok altid være nummer et i mit hjerte. 3'eren holder jeg mig til gengæld langt væk fra i protest over, at (SPOILER) damen valgte at slå Darcy ihjel. Det kan man kraftstejlme ikke!

Jane Green: Jemima J. Protagonisten er tyk! Hurra! Bortset fra at så kommer hun til at fortælle en smækker amerikaner på nettet, at hun er tynd, og så bliver hun nødt til at blive tynd, hvis hun vil møde ham. I kender typen. Rigtig fin selvværdsboosterbog.

Marian Keyes: Sushi for Beginners, Last Chance Saloon, This Charming Man. Få chick lit forfattere har spyttet så mange værker ud som Keyes, og hvis man kan komme sig over hendes evige besættelse af Irland, så er der nogle knaldgode værker imellem... (Dog også et par missere. Hold jer fx fra Rachel's Holiday!)

Sarra Manning: Unsticky. Grace har et seriøst shoppingproblem og er i gæld til op over begge ører, så hun ender med at sige ja tak til at være en slags betalt trofækæreste for en rig kunsthandler. Tænk Pretty Woman. Chick lit for fuld skrue.

Lauren Weisberger: The Devil Wears Prada, Everyone Worth Knowing, Chasing Harry Winston. Jeg har aldrig været den store fan af Sophie Kinsella, men synes til gengæld Lauren Weisberger er svært undervurderet.

Seriøs chick lit

Det er selvfølgelig ikke en legit genre, men det jeg kalder den gruppe romaner, som er lidt mere velansete i litterære kredse, men stadig langt hen ad vejen appellerer mest til kvinder.

Margaret Atwood: Lady Oracle, Life Before Man, The Blind Assassin. Jeg tror ikke, det er populært at klassificere Atwood som chick lit, men flere af hendes værker appellerer til den side af mig, så nu gør jeg det altså alligevel. Anbefaler her i særdeleshed Lady Oracle, der handler om en kvinde, der faker sin egen død, fordi hun synes, liver er uoverskueligt. Featuring virkelig nederen mor.

Jane Austen: Pride and Prejudice, Sense and Sensibility, Mansfield Park, Emma. En selvfølge. Hvis man ikke har noget imod det lidt tungere sprog, bliver det ikke meget bedre.

Arthur Golden: Memoirs of a Geisha. En af de smukkeste bøger, jeg nogensinde har læst. Bliv opslugt af historien om Sayuri, der bliver trænet til at være geisha i Japan før, under og efter anden verdenskrig.

Ian McEwan: Atonement. En hvid løgn fra en lille, halv-uskyldig pige, og så er folks liv ændret for evigt. Smuk og sørgelig.

Wei Hu: Shanghai Baby. Det tætteste, vi kommer på artsy fartsy chick lit med wannabe-forfatterinde, der er splittet mellem to mænd. Forbudt i Kina fordi den var for skandaløs. Det er den ikke rigtigt efter vores standarter, men den er ikke desto mindre rigtig fin.

Seriøs-ish litteratur

Paul Auster: New York trilogien. Jeg var engang tvunget til at læse In the Country of Last Things, og jeg hadede den, så jeg var ikke begejstret, da jeg nogle år senere spottede City of Glass som en del af pensum på uni. Den viste sig imidlertid at være temmelig fabulous. En slags omvendt detektivroman, dryppende af postmodernisme. Især interessant hvis man som jeg har en svaghed for lingvistik.

Bret Easton Ellis: Det kan godt kræve lidt is i maven at læse BEE, så sørg for at sikre dig, at du er ok med den slags romaner, før du kaster dig ud i det. Er du i midlertid det, så fås det ikke bedre. De fleste kender selvfølgelig American Psycho, men også debutromanen Less than Zero er glimrende. Min personlige favorit er imidlertid Lunar Park, der er så flabet postmodernistisk, at man næsten ikke magter det. Han har for pokker skrevet sig selv ind i den!

Sylvia Plath: The Bell Jar. En af mine yndlingsromaner nogensinde og Plaths eneste af slagsen. Omhandler depression, kønsroller, identitet og deslige i 50'erne. Semiselvbiografisk - Plath stak hovedet i gasovnen en måned efter dens udgivelse.

J. D. Salinger: The Catcher in the Rye. Endnu en amerikansk klassisker. Denne skal imidlertid pinedød læses på orignalsproget, da det er en stor del af bogens essens. Der findes to danske oversættelser, og den ene er værre end den anden. Brr. Også en rigtig interessant bog rent historisk da både John Lennons morder og manden, der prøvede at myrde Ronald Reagan, havde bogen på sig i gerningsøjeblikket. Har sandsynligvis noget at gøre med romanens fokus på "phonies".

Mary Shelley: Frankenstein. Nu har jeg selvfølgelig Frankenstein på hjernen, fordi jeg lige har skrevet opgave om den, men den er nu engang virkelig interessant. Nogle går så vidt som til at kalde den den første science fiction roman, og der er altså ikke tale om den klichéfyldte, grønne mand med skruer i hovedet, men derimod en meget veltalende kæmpe.

Christopher Isherwood: Goodbye to Berlin. Bogen er delt op i små novellas og omhandler Berlin i førkrigstiden, 1930-33. Sindssygt interessant.


Holy mother of God, det tog da lige et par timer mere end antaget at få smækket det indlæg sammen. Jeg håber, I har fundet noget interessant, og anbefalinger nedenfor modtages selvfølgelig også hellere end gerne både for min og andre læseres skyld. :)

onsdag den 16. juli 2014

En upopulær holdning



Mens hele verden langsomt har fået krimifeber, har jeg stået lidt på sidelinien og rystet på hovedet. Jeg mener: Krimier? Seriøst? Er det ikke sådan noget, der er forbeholdt ældre damer fra søvnige landsbyer i England? Jeg forstår det ikke helt. Den holdning måtte jeg imidlertid tage op til revurdering, efter jeg så Jussi Adler-Olsens Kvinden i buret i biografen. Den var virkelig, virkelig god. Jeg måtte modvilligt indrømme, at det godt kunne være, der var noget om krimi-snakken.

For et par dage siden fik jeg så endelig tid til at undersøge sagen nærmere. Når nu det var Jussi, der havde pirret min nysgerrighed, så måtte det også være Jussi, der fik æren af at være den udvalgte forfatter, der skulle introducere mig for krimiens verden. Fasandræberne er den næste bog i serien om Afdeling Q, og den havde jeg såmænd fået i julegave i sin tid, så alting gik ligesom op i en højere enhed. Hurra!

Men så kom jeg i gang med bogen... Og blev skuffet. Sådan virkelig fælt. For plottet var forudsigeligt, personerne manglede dybde, og der var ingen spænding. Er det ikke pointen med en krimi? At man sidder helt ude på kanten af stolen og nærmest kommer til at springe hele sætninger over i et desperat forsøg på sluge historien hel? Værst af alt for mig var dog sproget. Banalt, uinteressant, klichéfyldt. Jeg savnede sætningsvariationer, leg med ord, sproglige finurligheder, og det var der bare ikke rigtigt noget af.

Jeg er helt med på, at krimier har lidt en Harry Potter-funktion: Det er en let fordøjelig genre, der skal få bogskeptikerne til at læse, og derfor er der selvfølgelig ikke tale om de store litterære mesterværker, men jeg havde alligevel forventet mere. Jeg mener, jeg læser selvfølgelig bøger, som i akademiske kredse bliver anset for værende acceptabelt læsestof, men jeg boltrer mig også lystigt i chick lit og young adult novels, der ville få enhver litteraturprofessor til at ryste opgivende på hovedet. Jeg elskede Twilight, for pokker! Sagen er bare den, at hvis ens styrke som forfatter er storytelling, så skal den del simpelthen også være lige i øjet. Og det var den bare ikke i Fasandræberne.

Jeg er så udmærket klar over, at jeg kommer til at være i undertal med denne holdning. Vi snakker en temmelig succesfuld roman, der er oversat til et væld af sprog og netop er blevet filmatiseret. Toppen af krimi-poppen. Men ak, altså ikke noget for mig. Måske er jeg bare ikke skabt til at være krimilæser...

PS: Flere har ønsket et indlæg med anbefalinger til sommerlæsning, så jeg prøver lige at se, om jeg kan få færdiggjort et sådant indlæg inden for det næste døgns tid. Så kan I også få lov til at hakke lidt ned på min bogsmag, hvis I føler behov for det efter dette indlæg. ;)