søndag den 1. marts 2015

Shhh... #59



Så meget det her! Jeg er sikker på, at Channing er et dejligt menneske, men han forekommer mig virkelig at være dundrende uintelligent. Also, jeg blev engang (af Gud ved hvilken årsag) poket på Facebook af Jon, og det var temmelig meget mit års højdepunkt.

Hemmeligheder indsendes lige her. Vær gerne obs på at gøre dem så korte som muligt. Jeg er ind imellem nødt til at cutte nogle kvalitetsindsendelser, fordi de simpelthen er for lange. Det kan vi ikke have, jo.



Så er det sgu da også spild at gøre andet. More power to you!

lørdag den 28. februar 2015

Sære søgeord - Februar



Igen i februar har folk klikket sig ind på bloggen via nogle temmelig aparte søgninger... Nogle gange ville jeg ønske, der var en oversigt over alle Googles søgeord. Folk er så mærkelige, altså.

Kineserbørn talent - Jeg er usikker på, om det er en helt politisk korrekt søgning, men ikke desto mindre har der en tendens til at være noget om snakken. De siger faktisk, at uanset hvor god man er til noget, vil der altid være en kineser, der er bedre... Jeg er imidlertid ikke rigtigt god til noget, så det tager jeg ikke så tungt.

Min fætters tissemand - Jeg forstår ikke den her søgning. Regner du med, at Google automatisk ved, hvem din fætter er?

Ugga bugga bugga - ...Seriøst?

Elefantfødder - Hvor meget er man i mental sukkermangel, når ens første association er det der Pingvin skumslik? (Also, for filan, de er en genial opfindelse!)

Badesandal let at påføre voksen dame - Findes der reelt badesandaler, der er svære at påføre? Er det ikke lidt at modvirke pointen med badesandaler?

Smæk i den bare ende, video - Gad vide, om vi nogensinde kommer til at gå en måned, uden der er nogen, der søger på smæk. Så gå da på redtube i stedet, kæreste teenagedrenge.

Joggingsæt - Gys.

Miriam blod - Jeg håber virkelig, det her er en typo. Hvis det ikke er, kan jeg afsløre, at min blodtype er B+.

Jeg er svajrygget og min røv fylder det hele - Som en boob-girl kan jeg kun ønske tillykke. Jeg kan personligt skrive under på, at store bryster efterhånden er totalt uinteressante. Næh, nu er det røven, der skal være knald på! (No pun intented.)

fredag den 27. februar 2015

Den pokkers kammertone



Engang imellem får jeg at vide, at jeg er dårlig til at tage imod kritik. Og hvor det helt bestemt er rigtigt, og jeg også flere gange har både erkendt og gjort grin med, at det er tilfældet, så vil gamle læsere også vide, at det er et område, jeg har rykket mig enormt meget på. 

Jeg føler dog behov for at understrege, at bloggen her aldrig kommer til at adoptere en "kunden har altid ret"-politik. Det er min blog. Mit projekt, mit fristed, min baby. Jeg betragter den personligt ikke som en forretning, for jeg tjener lige præcis ingen penge på den. Tværtimod har jeg udgifter ved at have den kørende i form af fx eget domæne og lagerplads hos Photobucket. Misforstå mig endelig ikke, jeg elsker, at der reelt er folk, der har lyst til at læse med. Jeg forstår det ikke helt, men jeg er meget, meget taknemmelig over det. Og jeg sætter utroligt stor pris på det. Men hvis jeg ikke skal ende med at miste mig selv og min glæde ved at blogge, så er jeg nødt til at køre bloggen på mine præmisser, hvilket betyder, at der ind imellem opstår uenigheder mellem mig og nogle læsere.

Jeg er gået fra at se al kritik som et personligt angreb til at være helt vildt glad for konstruktiv kritik. Det er feedback, jeg kan bruge, som kommer fra folk, der vil mig og bloggen det bedste, og som ikke er ude på at jokke mig over tæerne bare fordi. Det er ord, der er lagt omtanke i, og som fortjener at blive hørt og reflekteret over, uanset om jeg ender med at tage dem til efterretning eller ej.

Der er nogle bloggere, der er helt vildt gode til at tage nederen kommentarer med et smil og svare dem i en pæn og ordentlig tone. Som fx dengang en læser forlod Cathrine fra ROCKPAPERDRESSES med ordene "Du er så selvoptaget, selvmedlidende og intetsigende," og Cathrine forvandlede svadaen til et rigtig fint og selvreflekterende indlæg. Mig? Jeg var nok spasset skråt på den kommentar. Nogen havde seriøst besluttet sig for at gå ind i mit allerhelligste og pisse ud over det hele. Jeg synes faktisk, det er enormt respektløst over for både bloggeren og den enorme mængde tid, der lægges i en blog. Så nogle gange har jeg ikke lyst til at tage det med et smil. Nogle gange har jeg lyst til at gøre opmærksom på, når jeg synes, en nederen kommentar er nederen. Det får jeg tæsk for ind imellem. Det er okay. Man må godt synes, at jeg er en strid kælling, der alt for nemt bliver tøsefornærmet, men det er et af de steder, hvor jeg insisterer på at holde fast i, hvem jeg er. Jeg bliver nemt såret over negative kommentarer, der er ukonstruktive, fordi de jokker på noget, jeg lægger meget arbejde i, og som jeg  faktisk er stolt af. Og ofte lader det til, at der ikke er blevet tænkt over, at det er tilfældet. At jeg sidder i den anden ende og bliver trist.

Sagen er jo den, at man altid kan ytre sin feedback på en ordentlig måde, hvis man lægger bare en lille smule omtanke i sine ord. Der er ingen grund til at skrive "Hallo, kan du kun snakke om katte nu, eller hva'? Det er pissekedeligt!" når man i stedet kunne have lagt en kommentar, der lød: "Der har været rigtig mange indlæg om katte på det sidste. Jeg interesserer mig ikke så meget for dyr, så jeg vil rigtig gerne efterlyse nogle flere indlæg om mænd/sko/selvironi, som jeg er meget større fan af." Den første kommentar bliver jeg sgu lidt sur over. For nej, selvfølgelig er det ikke alle, der interesserer sig for katte, men det er stadig indlæg, jeg har brugt tid og energi på at fremstille. Og som der er andre læsere, der har nydt at læse, fordi det er et emne, der interesserer dem.

Jeg skal huske at understrege meget tydeligt, at dette indlæg (for en gangs skyld) ikke er et oplæg til debat. Det er et af de tilfælde, hvor jeg er nødt til meget bestemt at sige my blog, my rules for at kunne blive ved med at trives herinde. Og det krydser jeg så alverdens fingre for, at I kan acceptere. Jeg har ikke lyst til at være nødt til at have en knude i maven, hver gang jeg tjekker kommentarfeltet. I kender min jargon, men jeg kender ikke nødvendigvis jeres, hvilket kan skabe en del forvirring i kommentarfeltet. Både fra min side og jeres. Derfor vil jeg meget gerne opfordre til overdrevne mængder konstruktivisme ved kritik (eller alternativt et overforbrug af smileys, så der ikke er tvivl om tone), så bloggen får lov til at blive ved med at være et sted, hvor alle kan nyde både indlæg, stemning og interaktion mellem mig og jer, der har lyst til at læse med. 


(PS: Langt de fleste af jer holder heldigvis tonen rigtig pæn i kommentarfeltet, og det er jeg meget taknemmelig for. Det er imidlertid et emne, der kommer op engang imellem, så derfor tænkte jeg, det var på tide med et opklarende indlæg.)

onsdag den 25. februar 2015

...And a partridge in a pear tree!



Berlinshopping i tal:

8 neglelakker (Meget tilbageholdende sammenlignet med sidste turs 20+.)

6 par strømpebukser (Så burde jeg kunne holde mig en uge eller to.)

6 scrunchies (Det kan umuligt være sundt.)

4 plader chokolade. (Med så høj kakaoprocent at de næsten kvalificerer som grøntsager.)

3 par sko (Hvoraf det dyreste par kostede €10!)

2 jakker (Som jeg sandsynligvis bliver nødt til at bære oven på hinanden på hjemturen.)

2 kjoler (Fra fucking Cynthia Rowley!)

2 par solbriller (Som ikke gør mit mærkeværeluderhjerte mindre glad.)

1 cardigan (Med 80'er-vibes, fordi det har tilsyneladende været mit shoppetema hernede.)

1 par bukser (Sat ned til ingenting, og så kan man jo lige så godt.)

1 blazer (Som jeg først blev virkelig deprimeret over at prøve, fordi jeg ved en fejl havde taget et eksemplar to størrelser for lille og troede, jeg var blevet helt vildt meget tykkere, selvom jeg jo i realiteten har tabt mig.)

1 læbestift (Som er helt vildt pænt, så jeg smider den sikkert væk i løbet af en uge.)

1 toilettaske (Med kat på.)

1 stofnet (Med rigtig mange katte på.)


...Samt erkendelsen at jeg skal finde nogle virkelig hardcore tetrisevner frem, hvis jeg skal få hele rovet pakket ned i min håndbagage. Fuck.

mandag den 23. februar 2015

Løftebryder



Jeg havde en hårbåndsperiode takket været Gossip Girl. Don't judge!

Da moder og jeg i går ankom til Berlin og gik igennem Friedrichshain på jagt efter vores hotel, syntes jeg pludselig, alting begyndte at se bekendt ud. En Lidl, hvor jeg helt bestemt engang havde hamstret Rittersport, en dönerbiks, hvor jeg helt bestemt engang i en salig brandert havde hældt lidt for meget dressing på et pizzaslice. Fornemmelsen af déjà vu kulminerede ved synet af vores hotel. Det var nemlig det præcis samme sted, hvor jeg i 2009 tilbragte nogle alkoholiserede dage med mit tyskhold fra uni.

Stedet er en slags hotel/hostel-hybrid, og jeg var ganske lettet, da det gik op for mig, at metalkøjesengene med dertil hørende skummadrasser på max 10 centimeters tykkelse hørte til hosteldelen, og jeg i mellemtiden (som regel med min mors gavmilde hjælp) er opgraderet til hotelniveau.

Med den rare velkendthed begyndte til gengæld også nogle gamle samvittighedskvaler at dukke op. Ser I, da vi for seks år siden gjorde det berlinske natteliv usikkert, tilbragte mit tyskhold og jeg en rum tid på en lokal, mexikansk restaurant. Vi smovsede enorme mængder fajitas og friturestegte jalapenos og udnyttede samtidig tilbuddet om umenneskeligt billige tequilashots og en never-ending happy hour, der betød, at alle drinks kostede €3,50. Godt humør og drukglade danskere var en populær kombination for ejeren, og det tog lige præcis 1½ døgn at gøre meximanden til vores stamsted.

Den sidste dag, vi var der, tog et par stykker af os et billede med vores højt skattede vært, som efterfølgende gav mig sin emailadresse, og fik mig til at love at sende ham billedet. "Versprich es!" sagde han og kiggede bedende på mig, og jeg versprichede alt, hvad jeg havde lært. Jeg havde også oprigtigt planer om at holde mit løfte, men jeg er jo ikke hende, der gør ting sådan lige med det samme, og pludselig en dag var min pung blevet stjålet og meximandens emailadresse forsvundet ud i uvisheden.

I går fandt jeg så atter mig selv siddende i meximandens håbløst kitche lokaler med sombreroer i loftet og kaktusmalerier på væggene og kiggede med vemod på det meget LCHF-uvenlige drinkskort. Han var der ikke selv, meximanden, hvilket måske var heldigt nok, for selvom han sikkert har glemt alt om billedet i mellemtiden, så er der stadig en dårlig samvittighed, der nager over, at jeg ikke kunne holde mit Versprechen.

Så undskyld, meximand. Her er dit billede.

søndag den 22. februar 2015

Jeg er jo Bridget Jones #169



1. Det var fem forskellige slags iskoldt i mandags, og jeg kom som altid for sent ud ad døren og glemte min højre vante i skyndingen... Hvilket ironisk nok fik mig til at længes tilbage til den der dag for et par uger siden, hvor jeg kom af sted med to venstrehåndsvanter. Der var min højre hånd i det mindste i ly!

2. Otte mennesker besluttede sig for at forlade mig oven på kattedamelisten. Jeg gætter på, grunden må være en slags ubærlig misundelse over aldrig at kunne blive cool nok til at bære sit kattehårsdækkede tøj med stolthed!

3. Fik i tirsdags svaret på mit sidste julebrev, hvilket nogen måske vil kalde sent, men det er faktisk næsten to måneder tidligere end sidste år.

4. Min søster holdt 30 års fødselsdag i går. Jeg indviede min røde glitter Jimmy Choos og tilbragte muligvis de første par timer med konstant at kigge forelsket ned på mine fødder.

5. ...Men så kom der kage på bordet. 11 (el-le-ve!) forskellige slags fancyheder, som søster selv havde produceret. LCHF røg ud med badevandet den næste halvanden time.

6. Jeg nåede kun seks slags, før jeg kollapsede i en kagerus. Min sukkertolerance er ikke, hvad den har været, og jeg har aldrig været mere skuffet over mig selv.

7. Sagt klokken 2.30 samme aften: "Er klokken så mange?! Ej, jeg skal tidligt op i morgen og til Berlin!" #firstworldproblems

8. Var hjemme klokken 5 og kunne alligevel ikke falde i søvn, fordi Frank mente, det var enormt uretfærdigt, at han havde været alene hjemme i flere timer, og at der nu var hele to mennesker (Frode og undertegnede) i lejligheden, hvoraf ingen af dem underholdt ham.

9. Efter endt pakning i morges viste det sig, at min håndbagage var for tung. Min mor: "Så må du jo droppe computen." Mig (skrækslagen): "Det kan jeg da ikke! Hvordan skal jeg så blogge?!"

10. Internettet hernede er røvhamrende langsomt. Ikonet er kraftstejlme en skildpadde. Hvis jeg lige pludselig bliver meget stille, så er det, fordi jeg har smidt (den alligevel medbragte) computer ud ad vinduet i frustration.

fredag den 20. februar 2015

Shhh... #58



Friendly reminder: Jeg tager et smut til Berlin (ja, igen) på søndag, så det er muligt, at bloggen bliver lidt negligeret et par dage. Jeg skal gøre mit bedste for at holde den opdateret, men jeg ved ikke endnu, hvordan internetmulighederne er dernede. Plus, I ved, Primark er en forfærdelig, men vidunderlig tidssluger!

Hemmeligheder indsendes ganske anonymt her.