mandag den 22. september 2014

Shhh... #38



Man indsender sine hemmeligheder her... Og man må rigtig gerne lige læse de enkelte regler, vi har, før man gør det, så jeg ikke skal sidde og rykke håret ud i frustration. De er hverken talrige eller komplicerede, I promise!



Jeg er sindssygt nysgerrig efter at vide, om I kan mærke forskel på besøgende i øjeblikket?



Seriøst, hvis jeg nogensinde beslutter mig for at prøve det der kærestehalløj igen, så er det jo et genialt pseudonym!

søndag den 21. september 2014

Jeg er jo Bridget Jones #148



1. Der kommer nødvendigvis et tidspunkt, hvor man er nødt til at konkludere, at selvom man er uendeligt stolt af at have holdt sin pelargonie i live i to år, så er det muligvis på tide med noget aktiv dødshjælp.

2. Har oplevet det ultimative first world problem: Kan ikke afvise fyre på Tinder hurtigt nok, fordi der bliver ved med at poppe en notifikation op om, at nogen har liket mit billede på instagram (@miriampoulsen), og den kommer lige der, hvor det røde kryds er. Ugh.

3. Hver eneste gang jeg sætter gang i en debat, og den så småt er ved at dampe af, dukker der nogle nye op, som vil være med... Bortset fra at de tydeligvis ikke har læst kommentarfeltet og derfor mere eller mindre bare starter hele møllen forfra. Så nu har jeg altså lukket for kommentarer. Beklager, hvis der skulle være nogen, der ligger inde med yderligere visdomsord! (Og tak som altid for god tone. Enig eller uenig.)

4. Har scoret mig årets første blærebetændelse! Hurra! Den kom lidt sent i år, faktisk.

5. På Tinder kan man sende noget ud, der hedder et "moment", som i bund og grund er det samme som en snapchat. For et par dage siden kom der et af en tissemand. Nøgen og erigeret og det hele. HVORFOR TROR DU, AT JEG VIL SE PÅ DET?!

6. Er systematisk ved at rydde op/organisere hele min lejlighed. (Det går meget langsomt.) I går filtrede jeg alle mine halskæder fra hinanden. Det tog næsten tre kvarter. Der var tre, der døde i processen. RIP.

7. I halskædekurven fandt jeg også den Malene Birger-giraf, som jeg har ledt efter i årevis. Jeg har seriøst gennemrodet min lejlighed, men det faldt mig aldrig ind at kigge der, hvor jeg i teorien opbevarer mine smykker... Jeg lægger jo aldrig noget på plads, vel?

8. Jeg har købt to neglelakker, der hedder henholdsvis Bridget og Darcy. De er virkelig, virkelig pæne, men jeg ville unægteligt lyve lidt, hvis jeg ikke indrømmede, at jeg delvist købte dem på grund af navnene.

9. Det der LCHF er virkelig noget mærkeligt noget. Da jeg fx forleden blev natmadssulten, var løsningen tre tomater, fire skiver bacon og en klat flødeskum. Win?

10. Det smarte ved LCHF er imidlertid, at folk er helt vilde efter at komme med gode råd... Også når man slet ikke har bedt om dem. :D

lørdag den 20. september 2014

Tip: Water decals



Når det kommer til nail art, så er jeg ikke naiv omkring mine evner. Jeg har simpelthen ikke finmotorik til små freehand-mesterværker, så jeg er altid glad for tricks, der kan få mig til at se herreprof ud med minimal indsats. Sådan er det faktisk lidt i de fleste aspekter af mit liv, ahem. Jeg ved godt, udtrykket "at springe over hvor gærdet er lavest" er ment som noget negativt, men hvis man tænker over det, så giver det da overhovedet ingen mening at springe over på et højere sted?

Anyway. Da Charlotte sendte mig utroligt fine for ikke at tale om gratis lakker, så sendte hun også en lille pakke water decals med som ekstra gave. Hell yeah, gratis ting! Jeg fik et ark med kattemisser, fordi jeg jo er mig, duh, og da jeg endelig fik taget mig sammen til at prøve dem, var jeg hooked. Det er simpelthen et åndssvagt fedt koncept! Man klipper bare et motiv ud af arket og smider det i noget vand nogle sekunder, hvor det bliver blødt og samarbejdsvilligt lidt lige som de der genbrugelige klistermærker, man havde som barn. Så placerer man motivet på neglen og lader det tørre (evt med hjælp fra et stykke køkkenrulle) og voilà, så er man færdig. Helt latterligt nemt!

De hedder som sagt water decals og fås blandt andet (selvfølgelig) til ingen penge på eBay. Der er masser af katte til alle de crazy cat ladies, men kan kan også få andre dyr, mønstre, blomster, julepynt, Disney eller sågar små Walter White-hoveder, hvis man er til den slags. Det er lige før, det kun er fantasien, der sætter grænser.

I dig it.

fredag den 19. september 2014

Femina Fail: The Reaction



Mød tre plus size kvinder. Åbenbart.

Jeg blev virkelig overrasket over reaktionen på gårsdagens indlæg. Og ikke på den positive måde. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig antallet af kommentarer, der ville påstå, at Femina havde ret. At hver eneste kvinde på listen var plus size.

En del af diskussionen gik også på, hvad det der "plus size" nu betyder. Så nu skærer jeg det lige ud i pap, ikke? Modebranchen kalder alt over den sædvanlige modelstørrelse for plus size, og det gør de måske delvist, fordi de er nogle pro-ana røvhuller, men de gør det i højere grad, fordi modellers job er at tage tøj på. Og tøjet er som regel i det, der hedder en sample size. Det er som oftest ret vigtigt, at kunden får fingre i en model, der kan passe hans ting, så egentlig giver det mening at inddele modeller på den måde, når man tænker over det. Er man for stor til at være i den gennemsnitlige "size" så er man "plus size". Fino, fino. Jeg aner ikke, hvorfor Hollywood har så fucked up et syn på, hvad der konstituerer en "normal" krop, men det er ikke desto mindre ikke et ideal, jeg ønsker at dyrke.

Flere folk i kommentarfeltet synes, at det er a-okay lige at lave sin egen definition af, hvad det vil sige at være plus size dannet ud fra personlige konnotationer, men sådan ligger landet altså ikke. Så nu har jeg konsulteret nogle ordentlige kilder. Og here's the thing: Plus size betyder ordret "ekstra stort." Det ligger fuldstændig i semantikken, selvom der er en del, der lykkeligt ignorerer det. Før noget kan være ekstra stort, eller stort ud over normalen, som Oxford skriver det, så skal vi først have defineret "normalen." Og normalen herhjemme er altså ikke én fast størrelse, som det er i modebranchen. Normalen er de tøjstørrelser, der føres i almindelige butikker. Det vil sige ca. 34-42-ish. Alt hvad der kommer derudover vil så være plus size. Det er derfor, plus size tøjmærker som regel starter fra en 44.

Konceptet "normalstørrelse" har vi dermed til fælles med modebranchen. I vores verden er normalstørrelsen bare noget mere fleksibel. Fælles for de to verdener er imidlertid, at når nogen er større end som så, så er de en plus size. Det er til gengæld skide fucking problematisk at begynde at hive modelloverdenen ind alle vi andres verden, fordi vores plus size og deres plus size betyder to forskellige ting. I vores verden betyder det, at man er tyk. Eller måske helt vildt høj, har ekseptionelt brede hofter eller noget andet. I modello-verdenen betyder det, at man ikke kan passe en sample size, that's it! Insisterer man på at bruge modebrachens fagterm ude i den virkelige verden, så skal jeg ikke blande mig i det. Det er bare nødvendigt at være obs på, at det altså betyder noget andet herude. Og til alle dem, der brugte argumentet, at Femina nok bare anvendte modebranchens definition af plus size: Nej. Femina beskriver selv plus size som værende størrelse 44 og op efter lige her. Og at dømme efter de øvrige artikler i den kategori, så er det standardholdningen.

Man skulle tro, det ikke var nødvendigt at fortælle folk, at man ikke nødvendigvis er plus size/tyk, bare fordi man ikke er tynd. Men det er det åbenbart. Og jeg er helt ærligt virkelig skræmt over, hvor meget der skal til, før man tilsyneladende kvalificerer som tynd. Eller måske snarere hvor lidt der skal til, før folk synes, man er plus size. De tre damer på billedet ovenfor er fx alle sammen plus size, hvis man konsulterer adskillige mennesker i min kommentarfelt. Seriøst. En kommentator skrev, at "samtlige af disse kvinder er plus size (...) man kan da ikke argumentere for andet. De har noget ekstra sul på kroppen (...)" Man sidder lidt tilbage med åben mund og polypper, ikke? (Eller tilsyneladende er det kun mig, der gør det.) Ved du hvad, jeg kan faktisk godt argumentere for, at de ikke er plus size. Og det vil jeg gøre til den dag jeg dør, for jeg kan ikke spotte skyggen af ekstra sul, jeg har faktisk svært ved at se noget sul overhovedet, og jeg har aldrig haft brug for så meget som en lillebitte læsebrille, så jeg skulle mene, mit syn var fint. I øvrigt fortæller Google mig, at America Ferrera fx er en str. 36-38, og hvis det er plus size, så er jeg jo kraftedeme Jabba the Hutt. Og jeg har ikke noget imod at være Jabba, men jeg bliver nærmest hysterisk, når helt almindelige og sågar slanke mennesker bliver kaldt for tykke, fordi de ikke er tændstiktynde. Det er svært ikke at sidde tilbage med en fornemmelse af, at noget er rivende galt i folks opfattelse af kroppen. Som om et enkelt gram fedt medfører at man bliver stemt hjem fra de tyndes ø.

Det er ikke meningen, at denne debat skal handle om, hvorvidt det er godt eller skidt at være tyk. Det må folk helt ærligt selv ligge og rode med. Debatten går på, hvad normalen er, og dermed hvornår man falder i plus size-kategorien. Den gennemsnitlige kvinde i den vestlige verden er en str. 44. I Danmark var størrelsen 42 sidst, jeg hørte, men jeg har svært ved at finde noget kildemateriale, der bakker det statement op, så I må ikke hænge mig op på det. Jeg er pt en størrelse 44. Det, synes jeg, er for meget, men jeg har ingen issues omkring det. Jeg har alt for meget ekstra sul på kroppen, men alligevel er jeg kun lige nået op i plus size-størrelser ifølge tøjindustrien. Det er der, de fleste plus size tøjmærker starter deres størrelser. For normal er ikke lige med tynd. Man kan sagtens have en delle på maven eller lår, der rører ved hinanden og stadig være helt normal! Så kunne vi ikke lige holde op med at smide om os med ord som plus size i falske sammenhænge? Det giver ikke blot det indtryk, at man synes, helt almindeligt udseende mennesker er tykke, det ødelægger også ordets betydning (jævnfør hele bjørnetjeneste-miseren), hvilket irriterer mig både som sprognørd og som tyk...

torsdag den 18. september 2014

Femina Fail

I dag blev jeg sur på Femina. Det havde jeg ikke rigtig planlagt - og da slet ikke efter de skrev så pæne ting om mig. Men i dag postede de et galleri med titlen "Hollywoods plus size-berømtheder", og det gjorde mig lidt mopset. Ikke over selve konceptet, som er helt skønt og se-man-kan-også-være-smækker-selvom-man-er-lidt-kvabset, men over eksekveringen. Ser I, galleriet er nemlig fuld af kvinder, der overhovedet ikke er plus size. Bevares, det er de måske nok efter Hollywood-standarter, men hvis vi skal arbejde med samme skala som dem, så er det meste af Danmark jo pludselig svært overvægtig, og det er da ikke særlig opmuntrende. Og jeg tvivler desuden gevaldigt på, at Femina bevidst vil støtte Hollywoods syn på normalvægt.

Der er selvfølgelig kvinder i galleriet, som hører til der. Melissa McCarthy og Adele, fx. Vidunderlige, stærke, vildt succesfulde kvinder, som inspirerer både på grund af og på trods af deres vægt. Hurra og hallelujah! Men derefter begynder det at gå lidt ned ad bakke. På listen finder vi også kvinder som Jessica Simpson og Christina Aguilera, som begge har en vægt, der ganske rigtigt svinger lidt op og ned, men altså i skrivende stund befinder sig på ned-siden. Jeg er lidt iffy ved, at de befinder sig i galleriet, fordi jeg helt ærligt ikke synes, de passer ind, men jeg er ikke direkte sur. Det er jeg imidlertid over, at følgende tre kvinder er at finde der:



Om Sophie Dahl skriver Femina, at hun var 90’ernes hotteste plus size-model og havde en succesfuld karriere. Hun valgte dog at tabe sig efterfølgende og arbejder i dag som forfatter og journalist. Hvilket alt sammen er fint, hvis de så reelt havde valgt et billede af hende fra den tid i stedet for at få os til at tro, at billedet til venstre forestiller en plus size kvinde.



America Ferrera har aldrig været tyk. Hun har ganske rigtigt tabt sig siden Ugly Betty-dagene, men selv dengang var hun ikke overvægtig. Hun var iført bevidst uklædeligt tøj, der fik hende til at tykkere ud, men det gjorde hende altså ikke tyk.



Mest irriteret er jeg over, at Christina Hendricks befinder sig på listen. Irriteret, fordi det forekommer mig, at hvis man har store bryster, så skal man være dobbelt så tynd som alle andre for ikke at falde i tyk-kategorien. I speak from experience. Jeg kan slet ikke tælle antallet af gange, jeg har stået i undertøj eller bikini og fået at vide af en lidt undrende veninde, at jeg slet ikke er så tyk, som jeg ser ud. (Altså, før jeg reelt blev tyk.) Christina Hendricks er ikke overvægtig. Hun har store bryster og brede hofter, men hendes arme og ben er tynde, og hendes mave er flad.


Så derfor: Øv, Femina! Konceptet var så fint og opmuntrende, men eksekveringen skulle der desværre være lagt en smule mere omtanke i...

onsdag den 17. september 2014

Kattedamebekymring #3



Jeg har været på grådens rand de sidste to dage. Frank har ikke villet røre sit vådfoder, og vådfoder er en af de store glæder i hans liv. Jeg er altid hyperopmærksom på atypisk katteopførsel, da han jo er en ældre herre og derfor mere tilbøjelig til at lægge sig til at dø. Så nu har jeg gået her i to dage og krammet ham hvert tredje sekund, fordi jeg var overbevist om, at han var på vej til Rainbow Bridge. Grædt lidt. Funderet over, hvad jeg dog skulle gøre, når jeg ikke længere havde min Frankemand.

I dag fandt jeg så ud af, at herren ikke er dødeligt syg og derfor ikke vil spise - han har bare besluttet sig for, at han ikke længere kan lide vådfodervarianten med laks.

Lortedyr.

mandag den 15. september 2014

Shhh... #37



Jeg havde egentlig planlagt, at jeg først måtte blogge, når jeg var færdig med dagens læsning, men jeg magter ikke mere. Har et nærmest ekstremt behov for at springe ind i bogen og stikke Cathy en flad. Dumme kælling.

Og som altid - til ære for mobillæserne - er det her I indsender.



Bahahaha, det sker da aldrig! ;)



Hahaha, grinede så meget af den her. I har ingen idé om, hvor mange halve hemmeligheder, jeg modtager!