tirsdag den 28. juli 2015

Miriam tester: DM Skincare Slanke- og Detox Kit



Jeg er skiftet over til Youtube, så råb lige op, hvis skidtet ikke funker for jer. Det her er ca. take 74, og jeg orker ikke at høre på mig selv tale længere, så derfor:

1) Undskyld, jeg råber, jeg er vant til en noget ringere mikrofon. Skru lidt ned, hva'.

2) Jeg ved godt, at det jo rent faktisk er spejlvendt for mig og ikke for jer. Totalt brainfart.

3) Endnu et minus: Der var kun to bandager med i pakken, så man skal tage en eventuel fuld kropsbehandling enten i etaper (hvor man vasker bandagerne mellem hver behandling), eller også skal man købe nogle flere bandager.

DM Skincares Slanke og detox kit kan købes her.

Produktet er tilsendt gratis til test, men jeg har ikke fået penge for at skrive om det.

mandag den 27. juli 2015

The Ones That Got Away



1. Ham den søde fra Århus Universitet, der også var sprognørd, og som virkelig lignede Owen Hunt.

2. Ham der var ret gode venner med ekskæresten og i virkeligheden et noget bedre match til mig. På den måde er jeg ret træt af alle de der uskrevne regler om fy-fy-dating i eksers omgangskreds.

3. Min svogers bror. Ikke fordi jeg nogensinde har haft lyst til at date ham - han har engang udtalt, at han synes, det er topfint, man skyder naboens kat, hvis den forvilder sig ind på ens grund, så jeg har det mildest talt lidt stramt med ham - men vi har noget dobbelt-dating i familien, som det kunne have været fedt at fortsætte. Min mors yngre brødre er gift med to søstre, og min mormors søster giftede sig med min morfars bror.

4. Rune fra punkt ni i Bridget #98. Shit, han var smooth... Gad vide, om jeg stadig har hans nummer?

5. Ham fra datingsiden, som jeg afviste alene af den grund, at han var fuldstændig latterligt out of my league, og jeg ikke kunne få det til at give mening, at han skrev til mig, når han tydeligvis burde skrive til Christiane Schaumburg-Müller-typer. Jeg var totalt overbevist om, at der var fusk involveret. I dag har jeg lidt wtf på over den beslutning...

søndag den 26. juli 2015

Jeg er jo Bridget Jones #190


Så glade var vi...

Dagens Bridget var egentlig umiddelbart ret mild. Jeg fandt ud af, at jeg ikke kan tælle, og derfor har lavet to Bridget #186, hvorfor det ene indlæg fik besvaret sine kommentarer liiiiidt sent - selv efter mine standarder. Den der ene person i mit liv, jeg var sikker på i det mindste altid ville have mindre styr på kærligheden end mig, er blevet forlovet. Og så har jeg mast en af de der fancy chokoladeovertrukne marshmallows helt til døde, fordi den var med som gratis gave i en boblekuvert med neglelak, og jeg trykkede på den hele vejen hjem fra posthuset for at prøve at lure, hvad i alverden det var.

Helt okay uge. Ingen større skandaler.

Og så i morges stod jeg op og skulle tage billeder af nogle sko, jeg ville sætte til salg, så jeg snart kan få råd til at skifte min mobil ud, og mit spritnye kamera sagde pænt nej tak til at læse mit SD-kort. Så jeg prøvede med et andet kort. Det ville det heller ikke læse. Og heller ikke det næste eller det næste igen. Og så løb jeg tør for SD-kort og måtte med tungt hjerte konstatere, at mit kamera er gået i stykker. Ni dage nåede vi at være lykkelige sammen. Der er selvfølgelig ingen garanti, for jeg har købt det brugt, og hvor er det dog bare topnederen. Internettet fortæller mig, at der sandsynligvis er noget, der er blevet bøjet nede i kortlæseren, og at det er et meget almindelig problem, så måske kan det relativt let fikses, men fuck hvor er jeg dog sur. Eddike-eddike-eddike-sur.

I dag er dermed øremærket til trøstespisning og vinduesshopping hos Net-a-Porter, og så må I meget gerne krydse fingre for, at problemet kan løses, og at vi ikke skal til at starte helt forfra på kameraopsparingen, for det orker vist hverken I eller jeg...

lørdag den 25. juli 2015

I'm an Adult!


Det er ret oppe i tiden at synes, det er sucky at være voksen. Og det er det på mange måder også. Den der grænseløse frihed, man drømte om som barn, har nemlig fået selskab af en lidt mindre fed ting ved navn ansvar. Man skal sørge for, at der går penge ind hver måned, man skal betale husleje og regninger, man skal holde sig gode venner med sin bank (læs: ikke bruge flere penge end man har), man skal gøre rent og planlægge og have styr på sine ting og generelt være temmelig fornuftig og til at regne med.

Men det betyder altså ikke, at alt det, man drømte om som barn, er umuligt. Faktisk ville Miriam, 13 år, nok kigge på Miriam, 29 år, og være okay tilfreds. Jeg har lange negle, jeg roder vildt meget, og jeg ejer en hel væg fuld af upraktisk fodtøj, som har kostet en mindre formue, og som får min mor til at ryste fortvivlet på hovedet. Jeg bliver oppe, så længe jeg orker - nogle gange bliver det lyst, før jeg går i seng. Jeg kan finde på at bestille pizza to dage i træk, bage en kage og spiser den hele selv og rende rundt i nattøj den ganske dag. Jeg tilbringer flere timer ad gangen i mit badekar, laver sæbeskumsskæg og bliver runken som et gammelt æble. Jeg synes stadig, Hubba Bubba er the shizzle og kan lave bobler så store, at de sprænger og sætter sig fast i mit hår. Jeg kan lege med makeup lige så tosset jeg vil og forlade huset lignende Ronald McDonald, uden der er nogen, der kan blande sig. Jeg har en kat, og hvis jeg boede et andet sted, ville jeg nok også have en fem-seks hunde og en undulat. Og en himmelseng.

Men vigtigst af alt tager jeg nogle gange i Netto og køber alle mine favoritsnacks, tager min dyne med ind i sofaen og ser Space Jam, mens jeg æder mig en pukkel til og får verdens mest vidunderlige mavepine. Og så kan det godt ske, at livet ville være lidt lettere, hvis man var 13 år og under mors vinge igen, men helt ærligt ikke, så er det altså også nogle gange pissefedt bare at være voksen og (u)ansvarlig!

fredag den 24. juli 2015

Fredags-Frank



Jeg købte det her lille podium på loppemarked i Jylland. Det er selvfølgelig egentlig en fodskammel, men min mormor-æstetik kunne ikke stå få den. 35 kroner kostede den mig. 300 kroner kostede det så til gengæld at få den ombetrukket, og så kan man jo overveje, hvor meget et kup den i virkeligheden var.

Anywho, nu står den i min reol og agerer udstillingspodium for min Chanel-taske, men jeg kunne alligevel ikke dy mig for at lave et lille photoshoot med Den Grå Eminence, der ser næsten helt regal (omend ikke altid vildt begejstret) ud, som han sidder der på puden.

All hail King Frank!



Bonusbillede! Jeg har døbt det "Frank hin Sure Sømand."

torsdag den 23. juli 2015

Shhh... #80



Jeg burde tage et smut i Fitness World. Burde. Men jeg vil hellere se en hel sæson af Dharma & Greg, og vi ved jo godt allesammen, hvordan sådan et dilemma sædvanligvis ender...

Og mens jeg slæber mine dyne med ind i stuen (yay for iskold juli!), kan I så passende indsende jeres hemmeligheder lige her. Det er ganske anonymt og åh, så rart. ;)

onsdag den 22. juli 2015

Delmål



Jeg arbejder stadig på det der med at blive en mindre størrelse aka Projekt Miriam-bliver-tynd-og-lækker. Det går fremad. Slow, but steady. Jeg har selvfølgelig et punkt ude i horisonten, der er det endelige mål. Drømmevægten. (Ja, jeg arbejder med kilo i stedet for centimeter, oh, the horror!) Men der er stadig et godt stykke vej dertil, så det er vigtigt for mig at sætte nogle delmål undervejs for ligesom at bekræfte mig selv i, at der rent faktisk sker noget.

Mine nuværende delmål ses ovenfor. Til venstre er det verdens fineste Vince Camuto maxikjole, som jeg fik i fødselsdagsgave af min søster. Jeg kan teknisk set godt passe den, men snittet på overdelen gør, at den fremstiller armhuledellen, den uheldigste af alle deller, utroligt prominent. Og derfor skal den først rigtigt tages i brug, når den delle er blevet formindsket en anelse.

Til højre er det en af mine to Cynthia Rowley kjoler fra Berlin. Den anden Rowley har jeg for længst taget i brug og er rent faktisk endt som en favorit i skabet, men den her var både lidt mindre i størrelsen og en anelse mere utilgivende i designet. Jeg købte den bevidst, selvom jeg ikke kunne passe den, fordi jeg vidste, det ville være motivation. Jeg var i den igen i dag, og på nuværende tidspunkt er jeg vel 2-3 kilo fra, at den er nogenlunde klædelig, så fremad går det.

Jeg er helt tosset med, at man sådan kan bruge sin materialisme og forfængelighed til at skubbe til motivationen. Faktisk ser jeg lidt frem til, at jeg kan begynde at bruge de to kjoler der. Ikke kun fordi de selvfølgelig er helt vildt pæne, men også fordi jeg så kan retfærdiggøre at gå ud og købe nyt motivationstøj! ;)