Blast from the Past

“Han dukker op, så snart du holder op med at lede.” Jeg har hørt det før, men det er lige som om, det aldrig rigtigt er sket. Derfor var det også det sidste, jeg forventede ville ske i kølvandet på mit sidste indlæg om datingpause… Og det gjorde det så heller ikke! I stedet skete ovenstående, som er ganske morsomt.

Jeg ved ikke, hvordan omtalte mand fandt mig igen. Det har sikkert noget at gøre med mit mærkelige navn, som jeg i det hele taget er imponeret over, at han kunne huske, for når han skriver, at vi mødtes i byen “engang”, så mener han for, vil jeg skyde på, fire år siden. Måske fem. Det er seriøst lang tid siden. Og jeg tror ikke engang, vi udvekslede to ord. Næh, han havde travlt med at have tungen nede i halsen på min veninde, og jeg tilbragte aftenen i selskab med hans utroligt søde, men desværre meget optagede fætter.

Når jeg så overhovedet kan huske manden, handler det om, at jeg lige den aften var meget fuld og meget single og brokkede mig gevaldigt til hans vidt fremmede fætter over, at man som single ikke altid har regelmæssig adgang til sex. Fik jeg sagt, at jeg var meget fuld? Well, fætteren delte næste dag den oplysning med ovenstående mand, som besluttede sig for, at han egenhændigt ville gøre en ende på det problem for mig.

Jeg kan helt ærligt ikke huske, hvordan han fik mit nummer. Jeg tror faktisk, jeg frivilligt uddelte det. Det kom jeg dog til at fortyde, for i den kommende tid spillede han ihærdigt, men meget ineffektivt på to heste: Mig og så veninden, som i første omgang var faldet for hans charme, men i virkeligheden nok helst ville holde det til den ene aften. Så vidt jeg husker, sluttede vores relativt korte, skriftlige forhold med et kæmpe brag over noget åndssvagt (som fx at han insisterede på at kalde mine bryster for ‘jader’), og han endte med at slette mit nummer i vrede. Og så har jeg ikke hørt fra ham siden… Indtil nu.

Så altså, selv hvis man ser bort fra, at jeg ikke drikker øl og det faktum, at han indleder samtalen med at kalde mig “tøs”, var det ikke helt et bekendtskab, jeg havde gået og håbet på at genoptage. Jeg er til gengæld vild med, at han gerne lige vil understrege, at han ikke “ville noget” med mig i første omgang, han følte tilsyneladende bare behov for at kontakte en person, han udvekslede to ord med på en bytur for et halvt årti siden. Det må jeg vel så tage som et tegn på min vindende personlighed?

Mænd er mærkelige. 😀

Kommentarer (20)

Der er lukket for kommentarer.